Billeder

Mit første digitale spejlrefleks kamera.

Første indtryk

Super billedkvalitet! Super hurtigt - tænder øjeblikkeligt og tager billederne øjeblikkeligt.
Der er dog et par ting jeg gerne havde set anderledes:

Kameraet generelt

Dette kamera er mit 5 digitale kamera og er helt klart det bedste på alle måder. Jeg må dog tilstå at jeg endnu ikke har haft mulighed for at vurdere andre digitale spejlreflekskameraer, så mit sammenligningsgrundlag er mine 4 foregående digitale kameraer og mit analoge spejlreflekskamera.

Udseende og finish

Kameraet ser lækkert ud på afstand, men det var det mindste og letteste spejlrefleks digitalkamera på markedet da det blev lanceret i 2005, og for det er en pris. Jeg bemærkede det helt klart første gang jeg tog kameraet ud af æsken - det er næsten for let og for småt og virker generelt plastikagtigt og hvis du ryster det let, kan du høre raslelyde. Specielt tænd- og slukknappen er jeg skeptisk overfor, den virker som om den vil gå i stykker efter 5-10 tænd og sluk.

Størrelsen vænner man sig dog hurtigt til, jeg synes selv man har et godt greb om kameraet, tænd og sluk kanppen virker fortsat fint og mht. raslelydene er jeg holdt op med at ryste kameraet...

Betjening

Det er nemt at gå til - fokus er 100% på at tage billeder og de forskellige betjeninger bærer tydeligt præg af det. De fleste indstillinger har jeg kunnet finde uden at kigge nogen steder og da der ikke er så mange, er det rimelig overskueligt at huske.

Kameraets hurtighed

WOW! Jeg er ikke i tvivl - det er simpelthen lynhurtigt og Canon selv opgiver opstartstiden til 0,2s. Jeg er klar over at man kan få hurtigere kameraer, men til prisen og i betragtning af at jeg endnu ikke har følt at jeg ventede på kameraet er det særdeles godt klaret. Når jeg har fotograferet personer med kontinuerlig eksponering ender det gerne med en eller anden uvilkårlig grimasse, som om de tæmker: "Der er ikke film i" eller også bliver de bare imponeret (ligesom mig). 350D klarer at skyde 3 billeder i sekundet (også kaldet 3fps) og kan holde optil 14 billeder i bufferen og det er efter min mening også en suveræn ydelse for så billigt et kamera.

Billedkvalitet og billedsensor

Sensoren er 22,2 x 14,8mm og leverer 8 megapixels svarende til billeder på 3456 x 2304 pixels. Da sensoren er mindre end de traditionelle 35mm betyder det at brændvidden forstørres med en faktor 1,6. Hvis vi overfører dette på kit-linsen betyder det at brændvidderne ændres fra 18-55mm til 29-88mm og det er jo så stadig en rimelig vidvinkel, men ikke helt så meget som 18-55mm egentlig signalerer. Selve billedkvaliteten er helt i top, jeg har ikke oplevet deciderede problemer med den "rå billedkvalitet". Jeg har til gengæld oplevet nogle tilfælde hvor lysstyringen ikke har været god nok og det har resulteret i mindre heldige billeder.

Features

Sammenlignet med et kompakt digitalkamera, har dette kamera ikke mange features, hverken movie eller preview, men det er ikke noget jeg savner. En enkelt feature som jeg nok kunne have ønsket er muligheden for at indtale en kommentar til billedet, men det har jeg ikke kunnet finde. Til gengæld har kameraet en anden feature der nok er værd at tage med, nemlig indstillingen af følsomheden der går fra ISO 100 - 1600, og ISO 1600 er vel at mærke fuldt brugbar i modsætning til kompakt kameraerne, hvor de højeste ISO indstillinger er fyldt med støj.

AF-assist

Kameraet bruger den indbyggede blitz som AF-assist og det er ikke en løsning jeg bryder mig synderligt om. Den virker i og for sig meget godt, men folk farer sammen når de pludselig bliver udsat for et stroboskop agtigt lys og dyr kan man ligeså godt opgive - de er flygtet når AF-assisten fyrer løs.

Batterikapacitet

Der medfølger et proprietært batteri og en 90 minutters lader og batteriet klarer i omegnen af 500 billeder på en opladning - ikke dårligt. Jeg har dog oplevet at selvom jeg har aktiveret autosluk funktionen, slukker kameraet ikke og er dødt hvis man har glemt at slukke manuelt. Muligvis har jeg ikke fået gjort det korrekt, så jeg vil se om det gentager sig.

Kit-linsen; EF-S 18-55mm

Linsens hurtighed

Den medfølgende linse er ikke super lysfølsom, laveste blænde går fra f3.5-f5.6 fra den er zoomet helt ud til den er zoomet helt ind, og det kniber med indendørs billeder uden blitz med mindre man bruger højeste ISO setting, hvilket koster lidt i form af forøget billedstøj.

Makro

Linsen er ikke en decideret makrolinse og mindste fokus afstand er 0,28m, hvilket er betydeligt mere end de afstande kompaktkameraer kan prale. Makro-funktionaliteten er dog god nok til at man kan fotografere blomster, større insekter og fisk, men ikke tilstrækkelig god til at man kan fotografere fiskeyngel og små insekter. Se evt. billedet af mit ur forneden.

Konklusion

Kameraet er ganske enkelt suverænt, hurtigt i alle henseender og med en fremragende billedkvalitet. I forhold til efterfølgeren 400D, er det kun den større LCD-skærm der tiltrækker mig, de øvrige forbedringer er ikke ting jeg oplever som mangler. Jeg vil hellere bruge mine penge på en ekstern blitz, en bedre zoom-linse (jeg overvejer en Tamron CAF 55-200 mm 4-5.6 LD Di II) og en taske med plads til kameraet og tilbehør. Jeg håber at kunne følge denne artikel op med en artikel om mit valg af blitz, linse og taske i løbet af vinteren 2006-2007.
Har du spørgsmål kan vi kontaktes her

Skrevet af Rasmus Dahl, 2009-11-30 15:10:16

Hjemmeside: ingen

Er du interresset i at sælge?

Svar: Nix, det fungerer helt fint selvom de nye modeller kan mere.


Skrevet af Louise, 2007-12-27 23:10:33

Hjemmeside: ingen

Hej! Jeg må give dig helt ret i alt hvad du skriver både det dårlige og det gode ;) Jeg er MEGET tilfreds med mit canon EOS 400D. Absolut et godt køb! Godt nytår til dig :)

Svar: Tak og i lige måde. :-)